Ca. 17 % af alle danske kvinder lider af vulvodyni, en smertefuld tilstand i de ydre kvindelige kønsorganer, der gør det umuligt at have samleje. Alligevel har de færreste hørt om sygdommen, bl.a. på grund af stor usikkerhed blandt læger og det faktum, at sygdommen i høj grad er tabubelagt.
Vulvodyni – den tabubelagte smerte er den første bog på dansk om emnet. Den består af interview med fagpersoner – bl.a. en læge, en psykolog og en meditationslærer – der fortæller om deres møde med sygdommen og giver deres bud på behandling af både fysiske og psykiske symptomer. Herudover indeholder bogen en række personlige beretninger fra danske kvinder, der har lidt af vulvodyni.
Bogen henvender sig til de kvinder, der er ramt af vulvodyni, deres pårørende og behandlere.